For English, please see below. 

Ifølge FN’s Verdenserklæring om menneskerettighederne har enhver ifølge artikel 15 ret til en nationalitet og ingen må vilkårligt berøves sin nationalitet eller nægtes ret til at skifte nationalitet. Det faktum, at Palæstina ikke er anerkendt som en selvstændig stat, har en række konsekvenser for den palæstinensiske civilbefolkning. Uden en stat – intet statsborgerskab til palæstinenserne. Med statsborgerskab følger imidlertid en række rettigheder.

Ifølge Francois Alfonsi, som indtil 2014 var medlem af Europa-Parlamentets grønne alliance, er dette “en situation, der ikke kan løses, medmindre disse mennesker, der ikke engang har et identitetskort, som blot er flygtninge, opnår en juridisk status. For at få status skal den palæstinensiske stat oprettes. Dette er en nødvendighed! Vi kan ikke finde nogen løsninger, før denne forudsætning bliver opfyldt.”

Men hvorfor er statsborgerskab og ID-kort så vigtige? I Jerusalem har 10.000 palæstinensiske børn ingen juridisk status, fordi deres forældre har forskellige typer ID-kort. Når børnene ikke er registreret, nægtes de adgang til uddannelse, sundhed og sociale ydelser, hvilket sætter dem i en yderst ufordelagtig situation i forhold til deres jævnaldrende.

Ifølge den internationale humanitære folkeret, helt specifikt Genève-konvention IV, artikel 50 er en besættelsesmagt imidlertid forpligtet til at tage alle nødvendige skridt for at lette identifikationen af børn og registrering af deres forældre. Besættelsesmagten må under ingen omstændigheder ændre børnenes personlige status. Når 10.000 børn nægtes adgang til uddannelse, sundhed og sociale ydelser, er der tydeligvis tale om et brud på den humanitære folkeret.

Den unge palæstinensiske menneskerettighedsaktivist, Ahed Tamimi forklarer den palæstinensiske modstandskamp således: “Jeg tror, at palæstinenserne begynder at gøre modstand fra fødslen. Den simple kendsgerning, at du eksisterer, er en form for modstand. Denne kamp er noget, der angår os alle. Vi kæmper alle for vores frihed som palæstinensere.”

Da FN i 1977 proklamerede den 29. november hvert år som den internationale solidaritetsdag med det palæstinensiske folk, var det en klar anerkendelse af skyldfølelse over for dette folk. På nøjagtig denne dag i 1947 vedtog FN’s Generalforsamling Resolution 181 (II), som fastslog, at Palæstina skulle deles i en jødisk stat en arabisk stat og Jerusalem skulle under et særligt internationalt regime.

Kun én stat har dog i dag opnået anerkendelse. Den internationale solidaritetsdag har altså til hensigt at henlede det internationale samfunds opmærksomhed på, at spørgsmålet om Palæstina fortsat ikke er løst. Det palæstinensiske folk har endnu ikke opnået retten til selvbestemmelse uden ekstern indblanding, retten til national uafhængighed og suverænitet og ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom, hvorfra de er blevet fordrevet.

Allerede tilbage i 1988, hvilket nu er 30 år siden, fordømte verdenssamfundet igennem FN’s Generalforsamlings resolution 43/106 de konstante og bevidste krænkelser af det palæstinensiske folks grundlæggende rettigheder såvel som Israels ekspansionistiske aktiviteter i Mellemøsten, som ifølge verdenssamfundet “udgør en hindring for det palæstinensiske folks opnåelse af selvbestemmelse og uafhængighed samt en trussel mod fred og stabilitet i regionen.”

I 2012, 65 år efter den førnævnte FN delingsplan, der udmøntede sig i resolution 181, opnåede Palæstina anerkendelse af det internationale samfund som en “ikke-medlems observatør-stat”, med 138 FN-medlemmer, der stemte for, 41 lande, der afstod fra at stemme og kun 9 lande stemte imod.

Selv om denne status-opgradering mest af alt havde en symbolsk værdi, så har det bl.a. muliggjort, at Palæstina kunne tiltræde Den Internationale Straffedomstol i Haag. Så selvom palæstinenserne fortsat lever under israelsk besættelse og udsigterne til at opnå uafhængighed stadig synes meget fjernt i lyset af Israels fortsatte kolonisering af palæstinensisk land og systematiske undertrykkelse af palæstinensernes rettigheder, så var opgraderingen i 2012 immervæk et skridt i den rigtige retning.

Som kulminationen på denne solidaritets- og oplysningskampagne vil vi i denne uge markere den internationale solidaritetsdag med det palæstinensiske folk. Vi vil gøre dette ved afholdelsen af et arrangement på Københavns Rådhusplads i samarbejde med Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, hvor vi har fået Mogens Lykketoft, tidligere formand for FN’s Generalforsamling til at sige et par ord, samt de respektive generalsekretærer fra de danske sektioner af henholdsvis Amnesty International og ActionAid – Mellemfolkeligt Samvirke, en dansk-israelsk musiker, journalist og aktivist, Jonathan Ofir samt formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed.

Kilder:

  1. “Living under occupation: Daily Life in Occupied Palestine”, The European Free Alliance Group in the European Union, published on youtube 1 February 2013, tilgængelig her (citat med Francois Alfonsi kan ses 24 minutter inde i videoen).
  2. “Jerusalem – A City for All?”, Visualizing Palestine, infograf tilgængelig her.
  3. Convention (IV) relative to the Protection of Civilian Persons in Time of War. Geneva, 12 August 1949, tilgængelig her.
  4. “Ahed Tamimi: ‘Any Palestinian starts resisting Israeli occupation from birth’”, France24, 17. september 2018, tilgængelig her (citat 3.40 minutter inde i interviewet).
  5. “International Day of Solidarity with the Palestinian People 29 November”, United Nations official website, tilgængelig her.
  6. UNGA Resolution 181 (II), 29 November 1947, available here.
  7. UNGA Resolution 43/106, 8 December 1988, available here.
  8. “Palestinian statehood”, Passia, kort tilgængeligt her.

  

Even if you don’t see me on the map – I am here still

 

According to the Universal Declaration of Human Rights, Article 15: ”Everyone has the right to a nationality” and “[n]o one shall be arbitrarily deprived of his nationality.” The fact that Palestine hasn’t received recognition as a state has numerous implications for the Palestinians. Without a state – Palestinians have no citizenship status – and with citizenship comes rights.

According to former Member of the European Parliament, Francois Alfonsi: “This is a situation which cannot be unlocked unless these people, who do not even have an identity card, who are simply refugees, obtain a legal status. For them to get a status, the Palestinian State needs to be created. This is a necessity! We will not be able to find any solutions until this prerequisite is fulfilled.”

But why is citizenship and ID cards so important? In Jerusalem, 10,000 Palestinian children have no legal status because their parents hold different types of ID cards. When unregistered, the children have no access to education, health, and social services, putting them at a severe disadvantage respective to their peers.

Yet, according to international humanitarian law, Geneva Convention IV, Article 50 declares that at times of occupation; “The Occupying Power shall take all necessary steps to facilitate the identification of children and the registration of their parentage.”  When 10,000 children are denied access to education, health, and social services, there is thus clearly a breach of international humanitarian law.

Strikingly, as the young Palestinian human rights activist, Ahed Tamimi puts it: “I think any Palestinian starts resisting from birth. The simple fact that you exist is a resistance in a way. This fight is something that concerns us all. We are all fighting for our freedom as Palestinians.”

When the United Nations, already back in 1977, proclaimed 29 November of each year as the International Day of Solidarity with the Palestinian People, it was a clear admission of guilt towards this people. On that day in 1947, the UN General Assembly adopted resolution 181 (II), which provided for the establishment in historic Palestine of a “Jewish State”, an “Arab State”, and Jerusalem would become a corpus separatum under a special international regime.

Only one state has thus far received full recognition from the world community of states: Israel. Hence, the Palestinian people have yet to attain their inalienable rights, namely, the right to self-determination without external interference, the right to national independence and sovereignty, and the right to return to their homes and property, from which they have been displaced. The International Day of Solidarity provides an opportunity for the international community to focus its attention on the fact that the question of Palestine remains unresolved.

Already back in 1988, that is 30 years ago, the UN General Assembly, in Resolution 43/106, strongly condemned the constant and deliberate violations of the fundamental rights of the Palestinian people, as well as the expansionist activities of Israel in the Middle East, which, accordingly, “constitute an obstacle to the achievement of self-determination and independence by the Palestinian people and a threat to peace and stability in the region.”

In 2012, 65 years after the aforementioned “UN Partition Resolution 181”, the international community officially recognized Palestine as a “non-member observer state”, with 138 UN members voting in favor, 41 abstaining and only 9 states voting against.  While the status upgrade had largely a symbolic value, it did, for instance, allow Palestine to become a member of the International Criminal Court. Hence, although Palestinians continue to live under occupation and the prospects for achieving true independence are still remote considering Israel’s ongoing colonization and subjugation of Palestinian lands and rights, the upgrade was unmistakably a step forward.

As the culmination of this solidarity and awareness campaign, we will this week mark the International Day of Solidarity with the Palestinian People! We will do so by means of a physical event taking place at the city hall square of Copenhagen. We have invited the respective secretary generals of the Danish sections of Amnesty International and ActionAid, the chairman of the Danish Palestinian Friendship Association, a Danish-Israeli musician, journalist and activist, Jonathan Ofir and Mr. Mogens Lykketoft, former President of the UN General Assembly’s seventieth session.

 

Sources:

  1. “Living under occupation: Daily Life in Occupied Palestine”, The European Free Alliance Group in the European Union, published on youtube 1 February 2013, available here (quote with Francois Alfonsi can be found 24 minutes in).
  2. “Jerusalem – A City for All?”, Visualizing Palestine, available here.
  3. Convention (IV) relative to the Protection of Civilian Persons in Time of War. Geneva, 12 August 1949, available here.
  4. “Ahed Tamimi: ‘Any Palestinian starts resisting Israeli occupation from birth’”, France24, 17 September 2018, available here (quote to be found 3.40 minutes in).
  5. “International Day of Solidarity with the Palestinian People 29 November”, United Nations official website, available here.
  6. UNGA Resolution 181 (II), 29 November 1947, available here.
  7. UNGA Resolution 43/106, 8 December 1988, available here.
  8. “Palestinian statehood”, Passia, available here.